tirsdag den 18. april 2017

Mads Nygaard: ”Ømme ord om Hirtshals Havn” (Live fra Ordkraft)

Fredag d. 7. April kl. 14.15 i Kedelhallen, Nordkraft, Aalborg.

Fredag d. 7.  April. Stine starter dagen på Kroghstræde 3, hvor hun deltager i en gæsteforelæsning af Josefine Klougart. Hun fortæller mig senere, at oplægget var super interessant og jeg bliver lidt irriteret over, at jeg ikke har fået nosset mig sammen til at komme derud. Jeg starter dagen med ud med at være en anelse skidtmads og vælger derfor at se to episoder af Dr. Phil – i øvrigt en fantastisk mand. Havde jeg ikke været syg, ville Josefine Klougart selvfølgelig ikke være blevet skiftet ud med Dr. Phil. Selvom han er fantastisk. Og dejlig. Og god til at lyde klog. Og SÅ meget mere.

Da jeg er kommet i tøjet, lidt over middag (hvilket faktisk er ret tidligt for en universitetsstuderende), mødes jeg med Stine til en kop kaffe på Baresso. Vi skal lige have vendt verdenssituationen og brugt tiden fornuftigt inden turen går til Ordkraft. Forvirringen er stor da vi ankommer kl. 14. Kedelhallen vrimler med folk - mest ældre damer, men i ny og næ dukker der en enkelt forvirret ægtemand op, som er blevet tvunget med på weekendtur til Aalborgs litteraturfestival. Efter den kaotiske start ender vi med at få vores billetter og skynder os hvert til sit. Stine skal op og se Suzanne Brøgger på skråen og jeg skal blive i Kedelhallen for at se Mads Nygaard. Jeg sætter mig ned blandt et utal af ældre damer og venter. Kl. 14.15 går Mads Nygaard på scenen. Han forsøgte faktisk at bryde ind i oplægget, der lå lige inden, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var hans tur til at shine. Hellere komme for tidligt, end at komme for sent.


Mads Nygaard skal læse op fra sit bidrag til bogen
Her Er DK. Bogen er med bidrag fra 217 forskellige personer landet over, herunder er 15 af dem fra dejlige Nordjylland. Bogen skal være med til at give et samlet billede af det danske land set gennem subjektive briller. Mads Nygaard forholder sig til Hirtshals, som nok er det sted han kender bedst. Det er der han er opvokset. Vi kender det jo nok alle sammen. Man kender det som sin egen bukselomme. Alle gadenavnene. Smutvejene. Lydene. Duftene. Man kender Posedamen Dorte, Knallert Kurt og alle de andre særlinge og kantede personligheder, som er med til at gøre byen særlig. De skaber byen. Mads Nygaards bidrag til Her er DK hedder ”Ømme ord om Hirtshals Havn”. Det er en forunderlig historie om en blind fisker og en bulet og rusten fiskekutter. Mads giver udtryk for, at fiskeren er en reel person, som stadig lever. Jeg kunne ikke helt greje, hvorvidt der var en snært af ironi i hans udlæg. Måske er det fordi jeg ikke er nordjyde. I de snart 3 år jeg har boet her, har jeg erfaret, at nordjyder kan være svære at forstå. Og sådan er det.

Mads beskriver, hvordan Hirtshals ikke er det samme længere på grund af den udvikling som fiskeriet har taget. Hvor man førhen ikke kunne se vandet for bare både, er der nu blevet større og større afstand mellem bådene på Hirtshals Havn. Han beskriver det som ”en kulturel kirkegård med en vemodig stemning”. Jeg kender godt følelsen. Min far har nedlagt mit kirsebærtræ i barndomshjemmets baghave. Jeg synes ikke det er fedt. Det er altså en lidt for stor ændring i en lidt for lille have. Men selvom at kirsebærtræet ikke længere blomstrer i baghaven, så kunne jeg ikke forestille mig ikke at vende tilbage til min hjemby igen. Det er jo trods alt der, hvor Posedamen Dorte, Knallert Kurt og alle de andre særlinge hænger ud. Og dem kan jeg sgu ikke undvære på længere sigt.


Mads Nygaard gør stort indtryk på mig og får mig til at tænke over mine rødder og der hvor jeg kommer fra. Mit hood. Tak for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar